Braiserede ærter – Amalfi style

Der er retter, der ikke imponerer ved første øjekast. Og så er der dem, der langsomt sniger sig ind og bliver uundværlige.

De her ærter er sådan en ret.

Jeg stødte på ærterne første gang på Amalfikysten, hvor de dukkede op som et tilbehør på bordet. Ærligt talt tænkte jeg: “ærter… det kan da godt nok ikke være særligt spændende.”

Men nogle retter kræver bare lidt tid, ligesom stederne selv.

Efter nogle uger dernede begyndte jeg at støde på dem flere steder, og til sidst tænkte jeg, at jeg hellere måtte smage på dem, og særligt ét sted blev de ved med at sidde i mig: La Tagliata.

Her smagte de anderledes. Mere dybe. Mere runde. Og jeg endte faktisk ude i køkkenet hos “mamma”, hvor jeg fik et lille indblik i, hvordan hun lavede dem,  helt enkelt, uden dikkedarer, bare god smag og tålmodighed.

Hjemme igen har jeg testet mig frem, og det her er min version. Den smager af sydlige aftener, åbne vinduer og den der følelse af, at de enkleste ting ofte er de bedste.


Det skal du bruge:

Ingredienser (ca. 2 pers. – eller 1 meget glad person)

175 g ærter (frosne vægt)

½  løg (ca. 50 g)

½ hvidløg

1 dusk persille

Olivenolie

1 tsk smør

Salt & peber


Sådan gør du

Hak løg og hvidløg fint.

Varm en god sjat olivenolie op i en gryde og steg løg og hvidløg, indtil de er gyldne og bløde.

Hak persillen groft og vend den i gryden.

Tilsæt ærterne og rør det hele sammen.

Læg låg på gryden og lad ærterne stå og småsimre ved svag varme i min ca. 30 minutter. Her udvikler de deres helt særlige, lidt sødmefulde dybde.

Smag til med salt og peber.

Slut af med en lille teskefuld smør, vend det i og lad retten trække 1–2 minutter inden servering.


En lille note fra Amalfi 

Det er faktisk lidt sjovt, hvordan noget så simpelt kan ændre karakter alt efter hvor og hvordan det bliver lavet. På Amalfi  kysten handler mad ikke altid om kompleksitet, men om råvarer, tid og kærlighed til det stille køkken.

Og de her ærter?

De er gået fra “meh” til noget, jeg seriøst kan spise en hel skål af alene med en ske.


Måske er det i virkeligheden sådan med nogle rejseoplevelser også. De starter stille, og ender med at blive favoritter.




Kommentarer