Ovnbagt blomkål med cremet hummus og bagt hvidløg

Her til aften havde jeg  besøg af en vegetarveninde, og skulle  finde på en lækker forret, som både var smagfuld, mættende og lidt anderledes end det sædvanlige. Jeg havde et blomkål liggende, en dåse kikærter i skabet og en hel masse hvidløg, og resultatet blev denne skønne ret med ovnbagt blomkål på en bund af cremet hummus med bagt hvidløg. En enkel ret med få ingredienser, men masser af smag.

Det skal du bruge:

Hummus

  • 1 dåse kikærter, drænet
  • 2 spsk tahin
  • 2 spsk creme fraiche
  • Saft af ½ citron (eller efter smag)
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • Salt og peber
  • 1 helt hvidløg

Blomkål

  • 1 blomkål
  • 2-3 spsk olivenolie
  • 1-2 tsk paprika
  • 30-40 g parmesan, fintrevet

Sådan gør d

Forvarm ovnen til 180 grader.

Fjern de yderste blade fra blomkålen, og skær den i ca. 1 cm tykke skiver.

Læg blomkålsskiverne på en bageplade beklædt med bagepapir. Pensl dem med olivenolie der er blandet med paprika. Riv parmesan over.

Del hvidløget i 2 på midten, så alle feddene blotlægges en smule. Læg hvidløget på bagepladen sammen med blomkålen, pensl med lidt olivenolie blandet med en smule paprika.

Bag blomkål og hvidløg i ovnen i 20-30 minutter, til blomkålen er mør og let gylden, og hvidløget er blødt.

Kom kikærter, tahin, creme fraiche, citronsaft, spidskommen, salt og peber i en blender eller foodprocessor.

Pres de bagte hvidløgsfed ud af skallen og tilsæt dem til kikærterne. Blend til en glat og cremet hummus. Smag til med ekstra citron, salt og peber.

Fordel hummussen på et fad eller en tallerken, og anret de lune blomkålsskiver ovenpå.

Tip

Pynt gerne med lidt ekstra olivenolie, frisk persille, ristede kikærter eller et drys paprika lige inden servering. Retten fungerer både som en let frokost, forret eller som tilbehør til grill og andre grøntsagsretter. 







Kommentarer