For et par uger siden var jeg hos min gode veninde en stille søndag, hvor hun pludselig hev et græskar frem og spurgte, om jeg ville blive og spise aftensmad. Lad mig bare sige, at mit første instinkt var skeptisk – måske fordi jeg stadig havde en solid omgang tømmermænd fra aftenen før. Jeg takkede pænt nej til at spise, men endte alligevel med at hjælpe til i køkkenet, mest for selskabets skyld.
Det, der virkelig vakte min skepsis, var, da hun påstod, at vi ikke skulle skrælle græskaret. Altså, hvem gør det? Jeg stolede ikke helt på hende, for hun er typen, der spiser alt med skræl – fra kartofler til kiwi. Men jeg lod mig overtale (mest fordi jeg var for træt til at protestere) og gik med på eksperimentet.
Vi lavede suppen på slump uden opskrift, og til min overraskelse (og lidt mod min vilje, skal jeg indrømme) smagte jeg på resultatet. Det var simpelthen så lækkert, at jeg blev nødt til at gå hjem og prøve at genskabe den selv.
Selvfølgelig har jeg ikke kunnet dy mig for at justere lidt her og der – nogle ingredienser har måske fået et ekstra nøk op eller ned i mængde. Men nu står min version klar, og hvis du også har lyst til at kaste dig ud i et eksperiment, kommer opskriften her!
Ingredienser:
1 hokkaido-græskar
2 rødløg, grofthakkede
3 fed hvidløg, finthakkede
4 gulerødder, skåret i tynde skiver
3 kartofler, i tern
0,5 tsk. rød chili, finthakket
1 tsk. stødt spidskommen
15 g frisk ingefær, fintrevet
½ liter vand
2 terninger hønsebouillon
150-200 ml Cremfine eller fløde
Olivenolie
1 spsk. citronsaft
Friskkværnet sort peber
Salt
Topping:
Græskarkerner
Frmgangsmåde - sådan gør du:
Skyl hokkaido-græskaret grundigt og skrub det, hvis det er nødvendigt. Skær det over på midten, fjern kernerne med en ske, og skær græskaret i grove tern. Skrællen kan du lade blive på – det er både nemt og giver ekstra smag.
Opvarm en gryde (eller wok) med lidt olie. Sauter grøntsagerne i den følgende rækkefølge:
Start med løg og hvidløg, og lad dem blive bløde og let gyldne.
Tilsæt græskarternene og rør godt rundt.
Fortsæt med gulerødder og ingefær, og tilføj til sidst chili og spidskommen.
Sauter blandingen ved middel varme i ca. 5 minutter, så grøntsagerne begynder at afgive deres smag.
Tilsæt kartoflerne til blandingen og rør godt rundt.
Hæld hønsebouillon i gryden, så det dækker ca. 2/3 af grøntsagerne (brug ca. ½ liter vand). Det er en god idé at holde lidt igen med væsken, da du altid kan tilsætte mere senere, hvis suppen bliver for tyk.
Læg låg på gryden, og lad suppen koge ved svag varme i 15-18 minutter, eller indtil grøntsagerne er helt møre.
Blend suppen direkte i gryden med en stavblender, indtil den er helt glat og cremet.
Tilsæt citronsaft og fløde, og blend igen kort for at fordele smagen jævnt.
Smag til med salt og peber, og justér konsistensen med lidt ekstra vand, hvis det er nødvendigt.
Server suppen varm – gerne med et drys friskhakket krydderurter eller et stykke lækkert brød ved siden af. Velbekomme!
Kommentarer
Send en kommentar