Selleri puré med løg og hvidløg

Jeg elsker lækkert tilbehør til smukt anrettet mad, så når jeg planlægger og forbereder mad, lægger jeg altid vægt på, at både smagen og præsentationen spiller sammen. 
Tilbehøret er for miglige så vigtigt som hovedretten, det skal både komplementere retten og bidrage med noget særligt. Jeg kan faktisk næsten altid lide tilbehøret mere end kødet. 
 En af mine absolutte favoritter er selleripuré. Den har en fyldig, cremet konsistens og en delikat smag, der passer til næsten alt, lige fra saftige bøffer til stegt fisk. Jeg elsker, hvordan den kan trækkes elegant hen over tallerkenen, så den bliver en del af den samlede anretning og samtidig giver retten et sofistikeret udtryk. Med sin milde sødme og silkebløde tekstur er selleripuré ikke bare lækkert, men den løfter også hele måltidet og gør det til en visuel og smagsmæssig oplevelse. Når jeg står i køkkenet og forbereder mad, er det tilbehør som dette, der gør hele forskellen. 
 Håber det inspirerer til næste gang, du vil imponere med din madlavning, og har du lyst til at forsøge dig kommer opskriften her:

Ingredienser:(5 personer) 
1 knoldselleri (800 g i uskrællet tilstand bliver til ca. 500 g. i skrællet tilstand) 
1 rødløg (ca. 150 g.) 
1 lille fed hvidløg 
1 dl vand 
1 dl piskefløde 
5 dl sødmælk 
ca. 25 g smør 
Salt og peber 

 Sådan gør du: 
Forbered grøntsagerne: 
Vask og skræl knoldsellerien. Skær den i små tern. Hvis sellerien er stor, kan du bruge halvdelen, og hvis den er lille, bruger du hele. Skræl og hak løg og hvidløg i små stykker. 
Kog grøntsagerne: Kom selleri, løg og hvidløg i en gryde. 
Tilsæt vand, fløde og sødmælk, så det dækker grøntsagerne. Bring gryden i kog, og skru ned for varmen. Lad det simre i ca. 20 minutter, eller indtil grøntsagerne er helt møre. 
Blend puréen: Hæld væsken fra (gem den til senere), og blend de møre grøntsager med en stavblender. Tilsæt en smule væske ad gangen, indtil du opnår den ønskede konsistens. 
Puréen skal være tyk og glat. 
Tilsæt smørret og blend videre. Smag til: Smag puréen til med salt, peber og eventuelt mere smør
 Varm op: Hæld puréen tilbage i gryden og varm den op ved lav varme i et par minutter, så den bliver dejlig varm og cremede.

Kommentarer