Citronfromage

Citronfromage bringer mig altid tilbage til min barndom, hvor det var min bedstemor, der stod for at lave den. Jeg husker tydeligt, hvordan hun altid tilberedte den med omhu, og den var en fast del af dessertbordet ved de specielle lejligheder. Som barn var jeg dog ikke den store fan af citronfromage – jeg kunne aldrig rigtig forstå, hvorfor folk elskede den så meget.

 Men som årene er gået, har mine smagsløg ændret sig, og i dag er jeg vild med denne lette, syrlige og cremede dessert. Jeg har forsøgt at følge i min bedstemors fodspor og genskabe en opskrift ud fra den, hun havde i sin kogebog, som nu ligger trygt i mine hænder. Det har været en lille udfordring at få den til at smage, som jeg husker den, men jeg tror, jeg er kommet tæt på hendes vidunderlige version.

 Det er utroligt, hvordan smagen af citronfromage kan vække så mange minder og bringe mig tættere på de kære stunder, vi havde sammen. Denne opskrift er mere end bare en dessert for mig – den er en del af min barndom og en smag af kærlighed og tradition. Har du lyst til at forsøge dig kommer opskriften her

 Ingredienser til 6 personer:

 1 dl friskpresset citronsaft

 2 ½ dl piskefløde

 4 pasteuriserede æggehvider

 4 pasteuriserede æggeblommer

 100 g sukker

 2 tsk fintrevet citronskal

 4 blade husblas

  

Pynt:

Pisket flødeskum

Fintrevet citronskal

Finthakkede pistacienødder, usaltede

 

Sådan gør du:

 Forbered husblassen:

Læg husblas i blød i en skål med koldt vand i ca. 15 minutter.

Lav æggesnapsen:

Pisk æggeblommer, sukker og citronskal sammen, til blandingen bliver lys og luftig.

 Pisk skummet:

 Pisk æggehviderne stive i en ren skål.

Pisk fløden til en blød skum i en anden skål.

Smelt husblassen:

Smelt de udblødte husblasblade i en lille gryde ved lav varme. Hold øje – det tager kun få sekunder. Den smule vand, der hænger ved husblassen, hjælper med at kontrollere smeltningen. Fjern straks gryden fra varmen, når husblassen er smeltet.

 Bland citronsaften med husblassen:

Hæld citronsaften i husblassen lidt ad gangen, mens du rører godt med en ske. Det sikrer, at blandingen forbliver glat og fri for klumper.

 Saml fromagen:

 Vend husblasblandingen forsigtigt i æggesnapsen.

Tilsæt flødeskummet lidt ad gangen og vend det forsigtigt i.

Til sidst vendes de piskede æggehvider i blandingen. Sørg for at blande det hele grundigt, men skånsomt, så du bevarer luften i fromagen.

Anretning:

Fordel citronfromagen i 6 portionsglas. Glat overfladen ved forsigtigt at banke glassene mod bordet, eller brug bagsiden af en varm ske. Dæk glassene med film eller låg og sæt dem på køl i mindst 2 timer – gerne natten over.

 Pynt og servering:

Lige inden servering pyntes fromagen med en klat flødeskum, fintrevet citronskal og hakkede pistacienødder



Kommentarer